Om brug og vedligehold af
Skærebrætter i plast
Vores skærebræt i plast er fremstillet af relativt hård PE-plast (polyethylen), som er det bedste alternativ til træ, når det handler om skærebrætter.
Det hårde plastmateriale ridses synligt, hvilket er godt af flere grunde: Hårdheden gør nemlig, at knive glider lettere oven på skærebrættet, og at de ikke så nemt "trækkes ud" af skæret, som det sker på bløde skærebrætter. De tydelige ridser er også en hygiejnemæssig fordel, da ridserne fremstår åbne og derfor ikke lukker sig om fugt og bakterier. Skærebrættet kan derfor rengøres ordentligt.
Før brug
Inden første brug skal skærebrættet vaskes af i hånden, i varmt vand og en smule opvaskemiddel, eller i opvaskemaskinen.
Ridser
De sorte skærebrætter kan med tiden godt få lidt lyse ridser. For at minimere synligheden af disse ridser, kan man hælde kogende vand på skærebrættet, og derefter skrubbe med en hård børste. Bemærk desuden, at hvis skærebrættet er en smule ridset ved udpakningen, betyder det intet for anvendelse eller funktion. Det skyldes udelukkende at materialet er hårdt og derfor ridses nemt – et synligt tegn på, at kvaliteten er i orden.
Pas på varme ting
Skærebrættet er varmebestandigt til ca. 140 °C, men tåler ikke frasætning af varme gryder, pander og lignende.
Rengøring
Skærebrættet tåler vask i opvaskemaskine. Vær dog opmærksom på at temperaturen i de fleste almindelige opvaskemaskiner ikke kommer over 60 °C, hvilket ikke er nok til, at alle skadelige bakterier forsvinder. Skærebrætter i plast bør derfor skoldes med kogende vand, hvis man vil være sikker på, at de er helt fri for bakterier. Du kan desuden vaske det med citronsaft for at fjerne eventuel lugt.
Skærebrætter



