Jernpande

Brug og vedligehold af jernpander

Jernpander, også kendt som kulstofstålpander eller smedejernspander, er robuste pander uden belægning, som tåler høj varme og giver en god stegeskorpe. Over tid opbygger de en naturlig slippeevne gennem indstegning og regelmæssig brug.

KORT FORTALT:

Hvordan rengør man en jernpande?

Vask en jernpande i hånden med varmt vand uden opvaskemiddel og tør den grundigt efter rengøring. Jernpander tåler hverken opvaskemaskine eller iblødsætning, da de vil ruste med det samme. Steg panden ind med lidt olie ved behov.

Om brug og vedligehold af jernpander

Jernpander – også kaldet kulstofstålpander eller pladejernspander – er pander uden belægning, som tåler høj varme og med tiden udvikler en naturlig slippeevne. Overfladen ændrer karakter under brug, efterhånden som den opbygger en beskyttende indstegning.

Jern kræver lidt mere vedligehold end pander med belægning, men til gengæld tåler materialet høj belastning og kan ved korrekt brug holde i mange år.

Temperatur og konstruktion

Jernpander fremstilles af presset pladejern og reagerer på hurtige temperaturændringer. Kraftig opvarmning eller pludselig nedkøling kan skabe spændinger i materialet og i nogle tilfælde få bunden til at slå sig.

På induktion kan en ujævn bund påvirke kontakten til kogezonen. På keramiske komfurer og masseplader kan varmeoptagelsen blive mindre effektiv, mens det på gas normalt har begrænset betydning.

Anvendelse

Jernpander egner sig især til stegning og bruning ved høj varme, hvor hurtig fordampning og direkte kontakt med pandens overflade giver gode betingelser for stegeskorpe.

Overfladen bliver mørkere med tiden, efterhånden som olie og fedt bindes til jernet. Det er en naturlig del af brugen og bidrager til pandens slippeevne.

Fødevarer med højt stivelsesindhold kan sætte sig fast, især hvis panden ikke er tilstrækkeligt opvarmet. Syreholdige og meget salte retter kan påvirke indstegningen og bør som udgangspunkt ikke tilberedes i længere tid ad gangen.

Varme og temperatur

Jernpander tåler meget høje temperaturer, men bør opvarmes gradvist. Hurtige temperaturændringer kan skabe spændinger i metallet og i nogle tilfælde få bunden til at slå sig. Det gælder særligt på induktion, hvor høj effekt og boost-funktioner bør anvendes med omtanke.

Jernpander kan anvendes på alle komfurtyper, herunder induktion, gas, keramiske komfurer og masseplader. Mulighed for brug i ovn afhænger af pandens håndtag:

Pander med lange håndtag:
Tåler ovn op til 200 °C i op til 10 minutter.

Pander med små håndtag:
Tåler ovn.

Indstegning

Før første brug bør jernpanden steges ind. Ved opvarmning binder olien sig til overfladen og danner et tyndt beskyttende lag, som reducerer risikoen for rust og bidrager til pandens naturlige slippeevne.

Indstegning kan gentages ved behov, hvis overfladen virker tør, ujævn eller mister slippeevne.

Sådan gør du:

  1. Brug en raffineret olie med højt røgpunkt, eksempelvis solsikke- eller vindruekerneolie.
  2. Påfør et meget tyndt lag olie på pandens inderside.
  3. Opvarm panden ved middel varme i 15–20 minutter.
  4. Lad panden køle af og tør overskydende olie af.

Redskaber og håndtering

Alle typer køkkenredskaber kan anvendes på jernpander, herunder metalredskaber. Metalredskaber kan dog efterlader ridser i den indstegte overflade, men beskadiger normalt ikke selve materialet.

Opbevaring

Jernpanden skal opbevares tørt for at begrænse risikoen for rust. Efter rengøring kan et tyndt lag olie påføres, særligt hvis panden ikke anvendes jævnligt.

Rengøring

Lad jernpanden køle af efter brug, og fjern overskydende fedt med køkkenrulle. Rengør panden i varmt vand uden opvaskemiddel og med en hård børste, og tør den grundigt af straks efter vask.

Undgå altid iblødsætning og opvaskemaskine, da rust vil opstå med det samme, og da fugt og affedtning vil påvirke den indstegte overflade.

Ståluld, skuremidler og kraftigt affedtende rengøring bør kun sjældent anvendes, da disse midler vil fjerne indstegningen.

Rust

Overfladerust kan normalt fjernes ved forsigtig skrubning med ståluld uden sæbe. Efter rengøring tørres panden grundigt og steges ind igen for at genskabe den beskyttende overflade.