Test af rugbrødsform uden belægning
KOKs testpanel skal nu undersøge, om non-stick belægning i en rugbrødsform overhovedet er nødvendig. For er belægning ikke bare en overflødig ting, som vi har vænnet os til, fordi vi ikke gider at smøre formen? Testen forløber hen over sommeren 2024.
Om testen
Nogle gange skal man have et spark bagi for at ændre tingene.
Vi har i mange år anbefalet rugbrødsforme med non-stick belægning, da de er virkelig nemme at bruge, og det færdigbagte brød slipper nemt.
Men fordi belægningen indeholdt PFAS, har vi nu udfaset dem og sælger i stedet rugbrødsforme magen til, men uden belægning og med den ulempe, at de skal smøres for at undgå, at brødet hænger fast.
Det har vist sig, at vores kunder (og vi selv) kun har få problemer med rugbrødsforme uden belægning – og slet ingen problemer, hvis formen er smurt med smør eller sprayfedt.
Nu findes der efterhånden gode PFAS-frie belægninger. For eksempel tester vi i øjeblikket en rugbrødsform med ny belægning hos to forskellige bagerier. Det tegner godt, men spørgsmålet er, om vi overhovedet behøver non-stick belægning? Er det ikke bare en overflødig ting, som vi har vænnet os til, fordi vi ikke gider at smøre formen?
Så måske skulle vi helt ændre vores anbefaling fra rugbrødsforme med (PFAS-fri) belægning til forme uden belægning.
Det må testes!
Er du rugbrødsbager?
Mandag den 10. juni kl. 12.00 udtrak vi 20 testpiloter, som i 3 måneder skal teste vores 1,8-liters rugbrødsform uden belægning. Bager den godt? Er det bøvlet at smøre den? Og slipper den fint efter bagning?
Du behøver ikke at være professionel bager for at deltage, men det er vigtigt, at du har erfaring med rugbrødsbagning, så vi får den bedst mulige vurdering af bageformen. Send en kort hilsen til os og fortæl, at du gerne vil have chancen for at deltage. Husk at skrive dit navn, adresse og mobilnummer. Til sidst trækker vi lod blandt alle indkomne svar for at finde vores deltagere.
Skriv til:
webshop@kunstogkokkentoj.dk
Hvis du udtrækkes, får du direkte besked pr. e-mail, og efterfølgende bliver en rugbrødsform til test sendt til dig. Formen kan du naturligvis beholde, når testen er slut.
I midten af september tilsendes du et spørgeskema, hvor du råt for usødet kan fortælle om din oplevelse med formen. Vi laver derefter vores egen aldeles uvidenskabelige fortolkning af resultaterne, som efterfølgende kommunikeres via vores hjemmeside og nyhedsbrev.
Udstyr til rugbrød
Rugbrødsform, jern L 18 - 30 cm
Meld dig ind i KOKs testpanel
Vores opgave her i verden er at formidle værktøj til madlavning, udvalgt efter den bedste funktion. Vi tester selv alle varer, som bliver ført i vores butikker, men vi er jo fagidioter, så der kan være ting, vi ser anderledes på end det menneske som rent faktisk skal bruge varen, hvad enten vedkommende nu er begynder eller professionel.
Formålet med KOKs testpanel er, 2-4 gange om året, at undersøge brugerens oplevelse af et udvalgt produkt, så vi kan forbedre vores sortiment og ikke mindst brugervejledning. Ultimativt drejer det sig om, at højne kvaliteten af værktøj til at lave mad med.
Læs mere om KOKs testpanel, og meld dig gerne ind, så du ikke går glip af kommende tests.