Guide til ismaskiner: Musso Mini og Musso Stella
Om vores ismaskine-guide
I denne guide gennemgår vi ismaskinerne Musso Mini og Musso Stella med kompressor, som giver dig professionelt resultat derhjemme. Se med, når vi trin for trin viser dig, hvordan du bruger en Musso ismaskine.

Sådan drejer du is på en Musso ismaskine
En ismaskine fra Musso er rigtig god til at dreje is, let at bruge og giver et professionelt resultat derhjemme. Den er kompakt og flot udført i rustfrit stål. Musso har en indbygget kompressor og en ikke-udtagelig skål, hvilket sikrer optimal kuldeoverførsel mellem maskinen og ismassen.
Dette resulterer i hurtigere indfrysning, som betyder færre iskrystaller og dermed en mere glat ismasse. Vælg mellem Musso Mini, der giver 1,5 liter færdig is, Musso Stella, der giver 2,25 liter færdig is og Musso Club (bestillingsvare), der kan fremstille hele 4,5 liter færdig is pr. omgang.
1:
På Musso ismaskinerne kan du lave både cremeis, gelato og sorbet. I dette eksempel fremstiller vi en cremeis (flødeis) baseret på en creme anglaise, som er en vaniljecreme lavet af sukker, æggeblommer og varm mælk, ofte smagt til med vanilje. Uanset hvilken type is du skal lave, kaldes den indledende blanding for ismassen, når den skal fryses og røres. Hvis du laver sorbet, hvor den indledende blanding kaldes sorbetmassen, kan det være en god idé at tjekke sukkerindholdet med et refraktometer, så du er sikker på, at det har det ønskede niveau af sødme. Husk, at lavt sukkerindhold giver en hård sorbet, mens højt sukkerindhold resulterer i en blødere og mere cremet konsistens.
2:
Start med at tænde ismaskinens timer og indstil den til 30 minutter (kølefunktionen og vingen kan først aktiveres, når timeren er startet). Tænd derefter for kølefunktionen. Vent 8-10 minutter, så skålen i ismaskinen når at blive godt afkølet, før du hælder ismassen i. Hvis du skal lave en anden portion umiddelbart efter den første, er maskinen allerede tilstrækkeligt afkølet, og du behøver derfor ikke at vente de 8-10 minutter, før du hælder den næste masse i.
3:
Tænd nu for vingen, og lad maskinen begynde at nedkøle ismassen. Vingen roterer i massen, hvilket danner små iskrystaller og tilfører luft, så konsistensen bliver ensartet og homogen. Jo mere luft der bliver inkorporeret i ismassen, desto blødere og mere cremet bliver isen. Det tager typisk 30-40 minutter at lave isen færdig, men hold løbende øje med konsistensen under indfrysningen, så den ikke bliver for hård.
4:
Når isen er færdig, slukker du for kølefunktionen og vingen. Brug en skeformet dejskraber af silikone til nemt at få den færdige is over i en passende beholder. Hvis der stadig er lidt is tilbage i skålen, kan du kortvarigt tænde vingen igen for at samle det sidste. Den færdige is vil typisk have en temperatur på -6/-7 °C, hvilket ikke er optimalt til servering. Sæt derfor isen i fryseren, indtil den skal serveres.
Hvorfor vælge en Musso Mini ismaskine?
Fordele:
- Ofte valgt til brug i det private køkken
- Fryser 1,5 liter færdig is på 30-40 minutter
- Professionelt isresultat hjemme i dit eget køkken
- Mulighed for at lave store portioner ad gangen
- Brugervenlig og nem at betjene
- Robust konstruktion med kabinet og vitale dele i rustfrit stål
Ulemper:
- Relativt tung: 18 kg
- Kræver god ventilation, da kompressoren har brug for luftcirkulation
- Isen skal ofte fryses yderligere før servering for optimal konsistens
Hvorfor vælge en Musso Stella ismaskine?
Fordele:
- Ofte valgt af professionelle
- Fryser 2,25 liter færdig is på 30-40 minutter
- Professionelt isresultat hjemme i dit eget køkken
- Mulighed for at lave store portioner ad gangen
- Brugervenlig og nem at betjene
- Robust konstruktion med kabinet og vitale dele i rustfrit stål
Ulemper:
- Meget tung: 32 kg
- Kræver god ventilation, da kompressoren har brug for luftcirkulation
- Isen skal ofte fryses yderligere før servering for optimal konsistens
Opskrift på vaniljeis
Opskriften er skrevet til Musso Mini, men kan også laves på større maskiner.
Du skal bruge:
- 1/2 vaniljestang
- 3 dl sødmælk
- 5 dl piskefløde
- 6 æggeblommer
- 130 g sukker (gerne rørsukker)
Fremgangsmåde:
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
- Kom vaniljestangen i en gryde sammen med mælk og fløde, og giv det et kort opkog.
- Pisk imens æggeblommer, vaniljekorn og sukker til en luftig æggesnaps.
- Tag gryden af varmen og pisk langsomt den varme fløde- og mælkeblanding i æggesnapsen.
- Hæld blandingen tilbage i gryden og varm langsomt op under konstant omrøring, til temperaturen rammer 80 °C. Brug et termometer!
- Hæld vaniljecremen gemmen en sigte ned i en beholder, sæt låg på beholderen, og stil den på køl til næste dag.
- Hæld den nedkølede vaniljecreme ned i din Musso ismaskine, og drej til den har konsistens som en tyk softice. Kom isen i en beholder og sæt den i fryseren i minimum 2 timer inden servering.
Ismaskiner
