KOKs testpanel har bedømt chokoladeforme i hård plast
Test af Chocado chokoladeforme fra Silikomart
Chokoladeformene i denne test er fremstillet af Tritan-plast, som er helt klart og nærmest ligner glas. Det har en meget høj brudstyrke, kan modstå rengøringsmidler, er ikke modtageligt overfor pletter og lugt, og tåler høje temperaturer. Derudover, og i denne sammenhæng det vigtigste, så er Tritan-plast miljøvenligt og fri for ftalater, BPA, BPB, BPS og andre bispehnoler.
Som i andre sammenhænge, hvor man bruger plast, er der en voksende bekymring for, om materialet indeholder skadelige stoffer. En chokoladeform i plast er måske ikke en ting, som vil have nogen afgørende skadevirkning, for så ofte bruger man den nok ikke. Men hvis man kan undgå skadelige stoffer, så mener vi, at man skal gøre det. Det nytter imidlertid ikke noget, hvis formene ikke dur, så det skulle denne test gerne afgøre.
Vi fandt 40 chokoladeglade testpiloter, som ville hjælpe os med at bedømme formene, og i begyndelsen af december 2022 sendte vi dem en chokoladeform i hård plast, inkl. en silikoneform til dobbelt indlæg i chokoladen. Vores deltagere skulle bl.a. undersøge:
- Om chokoladen blev flot blank og glat i overfladen
- Om chokoladen var nem at få ud af formen
- Om formen var nem at bruge og rengøre
- Hvordan den medfølgende silikoneform til dobbelt indlæg fungerede i praksis
- Om formene er den højere pris værd
Sættet blev testet grundigt henover de mørke måneder, og i marts 2023 afsluttede vi testen med et spørgeskema, hvor testpiloterne kunne komme af med deres ærlige mening. Her på siden kan du læse mere om, hvordan vores testpanel har bedømt chokoladeformene.
Chokolade fra testpanelet
@chokolade_annie (lukket side)
Vores konklusion
Det vigtigste formål med testen var at få konstateret, om dette nye plastmateriale er mindst lige så godt i praktisk brug, som det gamle. Selvom enkelte testpiloter har haft lidt problemer, så er vores klare konklusion at formene faktisk er om ikke meget bedre, så dog bedre. Selvom man kan diskutere om forskellen i brug er den højere pris værd, så viser testen at den forøgede miljøvenlighed er noget deltagerne er villige til at betale for – også selvom mængden af skadelige stoffer i de gamle forme er meget, meget lille.
Ud fra testen at dømme, og ud fra at vi gerne vil være med til at støtte fabrikanterne i at lave miljøvenlige produkter, så er det vores klare konklusion, at vi vil tage dette produkt ind. Vi håber så at prisen, takket være øget produktion hen over tid, vil blive den samme som de gamle chokoladeforme.
Sammen med selve formen fik piloterne også udleveret et "indlæg" i silikone, som bruges hvis man gerne vil have to slags fyld i chokoladen, f.eks. en ganache med en frugtgelé. Her er det meget klart, at der skal mere information til fra vores side, men at de som havde brugt indlægsformen, havde været glade for de ekstra muligheder den gav.
Slutteligt skal det bemærkes hvor ihærdige og entusiastiske piloterne har været. Der er virkelig blevet testet igennem og som man selv kan se nedenfor, er alle vores (måske lidt rigelige mængde af) spørgsmål blevet grundigt besvaret. Tusind tak, man bliver glad når man bliver støttet i sin vision om at formidle det bedst mulige gastronomiske værktøj.
Sara P., KOKs testpanel:
"Jeg ser ingen grund til at fravælge denne form, dog er det heller ikke en jeg ville fortrække fremfor andre forme (som dem lavet af polycarbonat ex. Chocolate World). Brugen og resultatet af denne form er meget lig polycarbonat. Dog tiltrækker det mig at formen er mere miljøvenlig og fri for diverse ting."
Om brug af chokoladeformen
Har du kommentarer til brugen af chokoladeformen?
– Syntes den var rigtig god at bruge, dog syntes jeg den var lidt tungere end andre forme jeg har brugt, så det var en vanesag. Men ellers rigtig god.
– Jeg synes selve chokoladeformen minder meget om andre tilsvarende forme fra andre mærker. Både i mulighed for shine, størrelsesmæssigt, anvendelsesmæssigt. Men jeg synes det er en bonus, at den er lettere samt at den har flere "linjer" bagpå til at holde på, så man ikke får varmet sine chokolader unødigt under støbning.
– Den var nem at få poleret og chokoladen slap formen ret hurtigt. Det blev flotte og blanke chokolader.
– Jeg skulle lige lære hvor lidt fyld der skulle i inden man lagde indlægget ind, og hvordan man bedst fik indlægget ud af den lille form, men derefter er det gået over al forventning.
– Det var svært at banke luftbobler ud ved støbning af skallerne. Der blev en del luftbobler i overfladen af de færdige chokolader.
– Jeg er nybegynder! Det er en virkelig god begynderform.
– Overordnet set har jeg ikke mærket forskel på brugen af denne form kontra andre chokoladeforme af hård plast. Kvaliteten har for mig virket ens og polering samt at få chokoladerne ud, har fungeret på hel samme måde som ved mine andre forme af hård plast.
– Den er solid og det er nemt at slå bobler ud af chokoladen. Ved den rette temperering kommer alle chokoladerne fint ud og er blanke.
– Selv min datter (10 år) får superflotte resultatet med formen.
– Jeg har haft glæde af at teste den firkantede chokoladeform, og må sige at den er lidt bøvlet at arbejde med og den er svære at polere end andre chokoladeforme.
– Oplevede den meget lig de andre chokoladeforme jeg har
– Super lækker form hvor man kan mærke kvaliteten. Jeg syntes at det var lettere at få chokoladerne pæne og lettere at få dem ud end med andre forme.
– En meget positiv oplevelse. Chokoladen var nemmere at få til at slippe formen end ved brug af andre forme. Oplevede dog en lys plet/cirkel på oversiden af de fleste af chokoladerne. Jeg antager at chokoladeskallen blev for tynd. Så man skal nok passe på, at man ikke får "slået" for meget af den tempererede chokolade ud af formen, når man skal støbe skallerne.
– Formen var nemmere at skrabe ren for chokolade og få en pæn bund end ved andre forme, jeg har prøvet, hvis man ikke bruger støbte indlæg.
– Synes ikke den har fået lige så mange ridser fra min skraber.
– Den hårde chokoladeform opførte sig på samme måde som de andre forme vi har fra andre fabrikanter.
– Formen skal fedtes ind og poleres for at få en flot glans på chokoladen.
– Så dejligt at vide, at materialet er lavet i kvalitetsmaterialer uden stoffer med skidt kemi.
– Man kan virkelig mærke at det er en god kvalitet.
– Den firkantede form kan nogle gange være svær at få helt spejlblank (fremfor en rund eksempelvis) – det er som om at den lettere laver en "skjold" på det flade stykke, men jeg tænker ikke det er pga. materialet, men mere den firkantede form, da jeg også har oplevet samme udfordring ved lignende firkantede forme i andre producenters forme (både Chocolate World’s og Implast's).
– Det var mega fedt at der var indlæg med til formen, det har jeg ikke oplevet andre steder, og det er noget der giver god mening/muligheder og bestemt noget der gør at jeg gerne køber sådan en form.
– Det er rart, at den ikke vejer så meget. Almindeligvis bruger jeg Chocolate Worlds forme, som er lidt tungere. Ren kvalitetsmæssigt er de på højde med hinanden.
– Formen er for bred, hvilket gjorde det super svært at håndtere formen med chokoladefingre, når man har en lille hånd og derved ikke kunne nå på tværs.
– Den er stor. Det er både en fordel og en ulempe med 24 stk chokolader.
Om brug af silikoneformen
Har fyldet været svært at arbejde med – f.eks. svært at få ud af formen eller svært at få ned i din fyldte chokolade?
– Det kom lidt an på konsistenserne/mængden af fyld både i chokoladen, men også i indlæggene.
– Det var nemt at få ud af formen men man skulle lige lære hvordan man satte dem ned i chokoladen.
– Det kræver en del øvelse før man mestrer øvelsen med at dels få nok fyld i inden silikoneindlægget kommes i – men også, så man ikke får for meget i.
– Jeg fandt ret hurtigt ud af at putte formen med fyld i fryseren og så poppe dem frosne ud af formen, det var nemmere. Med blødt fyld var det svært at få pænt ned i.
– Synes det har været svært at finde på andre fyld at komme i end gelé, da de andre ikke ville kunne komme ud af silikonen.
– Det første par forsøg mislykkes i silikoneformen, da indholdet ikke ville fryse. Det kræver lidt ekstra planlægning på hvilke chokolader man vil lave, for at sikre at alle elementer kan fryses og tages ud af formen.
– Mit fyld var ikke helt nemt at få ud af formen, men efter en tur i fryseren lykkedes det.
– Både og. Har prøvet med forskellige masser. De mere faste substanser kommer meget let ud. De mere fugtige kom ikke helt ud som jeg havde håbet. Men det skyldes nok mere konsistensen på fyldet end selve formen.
– Det var super nemt. Jeg brugte chokoladeganache som kom i fryseren. Man skal bare arbejde lidt hurtigt med at få dem i formen.
– Indlægget har været sjovt at arbejde med og mega fed ide, men man kan hurtigt komme til at putte for meget i så chokoladen er svær at lukke. Og det er lidt ærgerligt.
– Oplevede det var forskelligt alt afhængig af hvad fyldet var.
– Jeg synes, det var ok, men havde svært ved at finde ud af om det var en fordel at fryse fyldet for at få det nemmere ud. Jeg lavede nogle eksperimenter med at fryse forskelligt fyld, men synes ikke at jeg har "knækket koden".
– Jeg kunne virkelig godt have tænkt mig nogle opskrifter og hjælpevideoer på dansk til brug af silikoneformen.
– Synes det var svært at finde en rette konsistens på indlægget, både i forhold til at få det helt ud, men også så det ikke var for meget "vingummi".
– Nej, det var ikke svært. Der havde sikkert også en positiv indflydelse at vi valgte at fryse indholdet inden vi tog det ud – dermed var fyldet frosset og nemt at håndtere.
– Problemet var ofte mit fyld og ikke formen.
– Ja, fordi jeg valgte at lave en kaffeganache og jeg måtte opgive at få fyldet ud selv efter et døgn på frost. Opskriften på pakken fungerede men jeg syntes at den var meget sød. Kort sagt jeg vil fortsætte med at eksperimentere.
– Det var til tider svært at arbejde med silikoneformen. Det afhang meget af konsistensen på det man putter i silikoneformen.
– Nej på ingen måde, jeg synes virkelig det er fedt med indlægget.
– Jeg forsøgte mig med en kaffecremeux, som jeg havde regnet med kunne fryses, men det kunne den ikke, for den blev aldrig så hård, at den kunne poppes ud af formen. Jeg ville have lavet en frugtpuré, som i den medfølgende opskrift, men gav lidt op da opskriften blev væk og jeg gerne ville have haft et indlæg med kaffesmag og ikke frugt. Det ville have været virkelig lækkert med et par danske opskrifter vedlagt eller et link til nogle, hvor mængden også passer til formens størrelse.
– Noget har været nemt, mens andet har været træls. Jeg har manglet noget information vedr. pektintypen, idet jeg ikke havde adgang til den der blev brugt i den medfølgende opskrift. Det er ikke formens skyld, at jeg har haft problemer. Jeg har været meget glad for muligheden for at lave chokolader med støbt indlæg.
– Det er svært at tilpasse det andet fyld, så der er plads til den støbte inderkerne og stadig plads til at lave bunden af chokoladen. Meget teknisk set med mine øjne. Stor præcision for en, der ikke ofte støber chokolade.
Om resultatet
Hvilke chokolader har du fremstillet med formen?
– Primært marcipan med forskellig fyld fra indlæggene, og ellers forskellige slags karamelfyld og after eight.
– Mange forskellige. Har oftest kommet det ene type fyld i silikone formen – primært det fyld jeg ved sætter sig, f.eks. blød nougat.
– Uha ... mørk chokolade med vaniljefyld og passionfrugtindlæg, mørk chokolade med jordbærfyld og basilikumindlæg, mørk chokolade med chokoladeganache og mintindlæg.
– Mælkechokolade med kaffeganache.
– Bl.a chokoladeganache med orangesmag og indlæg af appelsingelé
– Mørk med nougat
– Belcolade
– Lemoncurd, peanutbutter, marcipan, kaffeganache, lakridsganache
– Chailatteganache med saltkaramel i midten + vaniljeganache med æblekompot i midten + vaniljeganache med solbærkompot i midten.
– Mørk chokoladeskal med fyld af karamel og mørk chokoladeganache m. rom.
– Mørk chokolade med en kerne af nougat med nøddeknas.
– Fyldte chokolader med kokos, og nogle med solbærganache.
– Mørk chokolade med kerne af marcipan. Mørk chokolade med marcipan blandet med hakkede Amaretto kirsebær (den bedste, derfor lavede jeg denne 2 gange).
– Lysere chokolade med et Amaretto kirsebær i og hvid chokolade omkring bærret, og mørk chokolade med appelsin ganache.
– Fyldte chokolader m/nougat crunch, saltkaramel og marcipanfyld.
– Mørk chokolade med kaffeganache, mørk chokolade med mørk ganache og lemoncurd, mørk chokolade med mælkechokoladeganache med kiks.
– Jeg har lavet nogle med passionsfrugt/pistacie/hvid chokolade og karamel, hvor jeg ikke brugte silikoneformen, da jeg fandt ud af, at jeg ikke kune støbe/fryse karamel så jeg kunne få det ud af formen. Så lavede jeg nogle med appelsingelé og marcipan/Cointreau, hvor appelsingeléen blev støbt i silikoneformen.
– En mørk skal, med hvid ganache og hindbærindlæg.
– Det blev til chokolade med fyld af blåbærkompot.
– Fyldt chokolade med kirsebærganache, "skildpadder" med en fast kerne.
– Mørk chokolade ca. halv af hver (56% + 70%) med nødde-saltkaramel.
– Fyldte chokolader med mørk chokolade og fyld af hhv saltkaramel og Amarena-kirsebærfyld.
– Mørk chokolade med flydende fondantfyld.
– Callebaut-chokolade med forskelligt fyld, bla. kaffe, karamel, jordbær og pistacie.
– Lys, mørk og ruby fra Callebaut med forskellige ganache, diverse frugtgelé indlæg, karamel og nødder. Nogle med farvet kakaosmør penslet på, andre uden.
– Brugte Valhrona Caraïbe 66%, dulce de leche og nougat til kernen. Lidt guldstøv i formen.
– Fyldte med karamel.
– Mørk chokolade med kokosfyld og passionsfrugt indlæg.
– Mørk chokolade med nougatknas.
– Lys chokolade med hindbærfyld og blød mørk chokoladeindlæg. Fyldte chokolader med kompot af forskellige bær-sammensætninger
– Bl.a. appelsinfyld med karamel.
– Skaller i både lys, mørk og hvid chokolade og fyld af karamel, marcipan, krokant, bærcoulis m.v.
– Jeg har lavet rom-karamel indlæg og grapefrugtganache, og en limeganache med jordbærindlæg.
– Lemoncurd og praline. Mangopure og passionsganache.
Vedligehold
Hvordan har du rengjort chokoladeformen og silikoneformen?
– Brandvarmt vand. Dog har jeg nogle gange skullet vaske den af et par omgange.
– Jeg brugte varmt vand. Det fungerede fint.
– Jeg har rengjort dem som jeg gør med alle mine forme. Jeg rengører med varmt vand og en smule neutral sæbe. Sørger for at få al sæbe ud og banker vand væk i et klæde. Slutter med at sikre at alt vand er væk med vatrondeller og til slut min airbrush (luften puster det sidste vand og evt. fnuller væk).
– I varmt vand. Silikoneformen blev skoldet for at undgå kalkaflejring.
– Varmt vand og en blød svamp i chokoladeformen.
– Brugt varmt vand og en blød børste
– Aftørrede på det lidt chokolade der sad på formen, det forsvandt let.
– Varmt vand. Jeg bruger aldrig sæbe på mine silikone- og chokoladeforme.
– Skyllede dem af i varmt vand, og gned dem tørre.
– Skyllet dem under varmt rindende vand.
– Hård form med varmt vand uden sæbe. Silikoneform i opvaskemaskine – skyller med kogende vand inden brug
– Jeg har poleret dem med vat inden brug.
– Varmt vand og pudsede chokoladeformen med vat.
– Silikoneformen med vand og sæbe.
– Chokoladeformen er blevet varmet op med varmepistol, derefter tørret med køkkenrulle. Silikone skylles med varmt vand.
– Jeg vaskede dem op i hånden og tørrede dem med et helt rent viskestykke. Det er den måde jeg har haft mest held med at undgå aflejringer, kalk og urenheder. Opvaskemaskinen er ikke god.
– Chokoladeformen er lige så nem at rengøre som andre. Silikonen lidt mere besværlig. Måske fordi hullerne er så små. Jeg smed silikoneformen i opvaskeren. Den anden vaskes med varmt vand og så polering med vat.
– Under vandhanen med neutral opvask og en blød svamp.
– Opvaskemaskine
– Under den (halv)varme vandhane med en smule sulfo. Ingen opvaskemaskine!
– Silikoneformen fandt jeg ikke opskrift der passede ind så derfor ikke rengjort. Formen er skyllet og tørret af ingen sæbe ;-)
– Som jeg plejer i varmt vand med en blød svamp og pudset den med vat.
– Chokoladeformen har jeg blot skyllet med varm vand og vasket med en blød mikrofiberklud. Silikoneformen har fået lidt sulfo, da den ellers virkede fedtet. De er aftørret med et viskestykke og chokoladeformen er pudset med vat.
– Med varmt vand uden sæbe, tørret med blødt viskestykke og poleret med vat.
– Med varmt vand fra og en blød fiberklud.
– Varmt vand og vat.
– Vand og vat.
– Blot efter manualen med rengøring, og så bare varmt vand – ikke de store problemer.
Pris versus kvalitet
Anbefaling
Begrund gerne dit valg ovenfor
– Efter at have arbejdet med den, syntes jeg at den er bedre at arbejde med, sammenlignet med andre. Den er bedre at holde ved, idet den er lidt tykkere i materialet. Men igen det var en vanesag.
– Jeg ville vælge en anden form grundet prisen. Denne form er lækker at arbejde med – ingen tvivl – men den er i min optik (med over 30 forme på lager) – ikke særlig anderledes end de andre. Man skal købe denne type form for muligheden med at støbe fyld i samme form som ens chokoladeform. :-)
– Det er rart at være fri for de ting og den er nem at bruge.
– Det var en lækker form at arbejde med, bortset fra lufthullerne.
– Jeg synes formen virker mere holdbar og det føles godt i hånden at arbejde med, når f.eks. chokoladen skal slås ud
– Nem at arbejde med.
– Den virkede perfekt og er uden ftalater og andet
– Er nybegynder, og har brugt andre billigere forme, men denne var klart bedst.
– Jeg ser ingen grund til at fravælge denne form, dog er det heller ikke en jeg ville fortrække fremfor andre forme (som dem lavet af polycarbonat ex. Chocolate World). Brugen og resultatet af denne form er meget lig polycarbonat. Dog tiltrækker det mig at formen er mere miljøvenlig og fri for diverse ting.
– Den er nem og god at arbejde med og giver et godt resultat
– Rart at vide at formene er fri for ftalater og BPA.
– Den er nem at arbejde med. Specielt de lidt dybere plader bagpå, gør det nemmere at holde på formen, når chokoladen bankes ud ved fyldning.
– Hvis silikoneformen ikke var med, ville jeg nok ikke give 250 kr. for formen i sig selv – specielt p.g.a. formen på selve chokoladen ikke er speciel.
– Jeg ville ikke på baggrund af beskrivelsen på kassen vide, at jeg fik blankere chokolader.
Jeg tror ikke jeg foretrækker den ene frem for den anden. Foretrækker dem som har et flot design i færdig chokolade.
– Jeg blev positivt overrasket over at chokoladerne slap formen så nemt. Jeg synes dog at indlæggene med silikoneformen var lidt bøvlet at arbejde med, så jeg vil bare bruge chokoladeformen og ikke nødvendigvis silikoneformen.
– I disse tider skal man tænke miljøet ind hvor det er muligt. Men også stort plus at den er ftalat- og BPA-fri.
– Det at den er så solid er en stor fordel. Har prøvet en anden meget billig form, og den holdt ikke. Resultatet var virkeligt godt med denne form. Jeg kan også godt lide at den er miljøvenlig.
– Man kan lave rigtig flotte chokolader hvor fyldet står helt skarpt, når man skærer dem over. Det kunne testpersonerne dog ikke så godt se, da de blot bed af dem eller hele chokoladen røg i munden på én gang :)
– Jeg synes chokoladerne generelt var sværere at få ud af denne i forhold til mine normale.
– Jeg vil gerne lave chokolade uden risiko for ftalater og BPA.
– Chokoladen er nem at få ud. Skaber en flot blank overflade og nem at arbejde med i relation til påfyldning af chokolade i formen.
– Primært p.g.a. de miljøvenlige og kemifri materialer. Og fordi den virkede efter hensigten.
– Netop fordi den er fri for ftalater og BPA og miljøvenlig.
– Mest på baggrund af, at den er miljøvenlig og pga. indlægsformen.
– Jeg kan godt lide, at den er lettere, men vil gerne se, hvordan den ser ud om et år. Hvis den er mindre ridset og stadig lige nem at rengøre vil jeg foretrække den. Det er sjovt med silikoneformen til indlægget og klart en feature, der trækker op.
– Jeg foretrækker forskellige typer forme. Denne form giver mig mulighed for at støbe et fyld, der ikke er flydende ved en temperatur hvor det kan komme i en chokoladeskal. Andre forme findes i flere designs. Jeg vil gerne give lidt ekstra for en medfølgende form til et indsæt. Faktisk har jeg allerede købt form nr. 2, da jeg er glad for den I sendte til mig.
– Jeg synes det er en god form. Den er robust og jeg kan lide det miljøvenlige aspekt.
– Hvis formen havde været smallere var denne at foretrække, da den var nem at rengøre og chokoladen slap let.
– Jeg syntes at den virkede lækker at arbejde med og var lettere for mig som ikke alt for rutineret at få flotte resultater ud af.
– Synes det er vigtigt at tænke over miljøet og at den er fri for diverse plasttyper. Nu er jeg maskiningeniør og tænker derfor meget over brugen af plastmaterialer og derfor vil jeg helt sikkert fortrække denne over andre og så blot give lidt ekstra for formene.
– Jeg vil gerne foretrække det miljøvenlige – men ikke nødvendigvis købe det afhængig af merprisen.
Testpanelet: Råt for usødet
Er der noget ved chokoladeformen der undrer dig, eller har du kommentarer til vores test?
– Overordnet en rigtig god form, det er vist det jeg kan tilføje.
– Næh, synes det var meget intuitivt.
– Ikke umiddelbart, synes det har været sjovt at få lov at teste denne slags form af og se hvad et indlæg i chokolade kan.
– Slet ikke. Jeg har været meget tilfreds ved formen og har nydt at teste den. Det kræver mere planlægning da der skal forberedes to slags fyld hvoraf den ene skal være frossen for at bruges. Testen har været god og en skøn oplevelse alt i alt.
– Tak for at få muligheden for at være med i jeres test.
– Det har været en fornøjelse at arbejde med de forme. Det var til stor glæde for hele familien og vil helt sikkert blive brugt igen.
– Godt med god tid til at teste. Det tager lige lidt tid at lave chokoladerne.
– Nej, det har været et velformuleret kommunikationsmateriale og let produkt at arbejde med.
– Jeg syntes det har været vildt sjovt at være med til at teste. Så tusind tak fordi jeg måtte, og håber jeg kan være med en anden gang.
– At det er så svært at finde en opskrift på dansk. Jeg har nogle bøger om fyldt chokolade og købte et par nye i forbindelse med den her test, men ingen hjælp i forhold til at støbe indlæg, der var det bare at prøve sig frem. På nettet kunne jeg kun finde en reklamefilm for formen, men ikke noget på dansk med opskrifter eller anden vejledning. Jeg synes det var svært selv at finde på fyld, der var egnet til at støbe.
– Det undrede mig at chokoladens top fik en lys cirkel, men muligvis var chokoladeskallen for tynd. Jeg må prøve at arbejde med om jeg kan få den lidt tykkere, selvom jeg egentlig synes at det er meget delikat med en tynd skal. Der var fint knæk i chokoladen og den øvrige del var fin blank, så det var bare træls med den lyse cirkel - dog ikke et problem for smagen.
– Synes muligvis at indlægsformen virker mere som en undskyldning for at Silikomart kunne producere en chokoladeform.
– Jeg synes generelt, at der er tale om et godt kvalitetsprodukt som helt sikkert har sin berettigelse når man gerne vil lave noget som er lidt flottere, end når man ellers laver fyldte chokolader. Desuden har den fordelen i at man kan færdiggøre fyldet, fryse det og blot tilføje det i ro og mag. Dermed er man ikke så bundet af fyldets konsistens og kan bruge meget flydende fyld uden problemer.
– Ja, når den står på højkant, så har den lettere ved at vælte fordi den ikke er lige på kantet, men skråner.
– Det var dejligt at få mulighed for at teste et produkt fra jer 😊
– Det vil øge anvendeligheden, hvis der var nogle opskrifter med til at teste af med – eller som inspiration. Mængder og konsistens er vigtige for at slutproduktet bliver godt – og det er sjovest hvis man ved at slutproduktet er værd at spise og servere. Det er ærgerligt at det næsten kan blokere at komme i gang med at teste, når man mangler en opskrift – og så forsvinder overskuddet til også at være opmærksom på produktet, som jo reelt er formålet med testen. Jeg er ikke vant til at lave fyldte chokolader med indlæg - og det er noget andet i smag end fyldte chokolader.
– Lækkert produkt
– Det var mega fedt at få lov til at være med til at teste den og det har helt sikkert gjort at jeg skal have flere forme, – dog andre end den firkantede.
– Mange tak, fordi jeg måtte teste. Det har været en fornøjelse. Jeg vil gerne høre om resultaterne for de firkantede forme, da jeg tænker de er væsentlig sværere at arbejde med, især ift. rengøring.
– Det er silikoneformen der gør, at jeg ønsker at købe sættet, jeg mener derfor at der burde være flere indlægs forslag. Det undrer mig, at portionsstørrelsen på fyld ikke er tilpasset formen i mængde. Det er helt klart en fordel at have flere sæt.
– Den er ok at rengøre. Synes ikke jeg kan svare nem eller ikke nem at rengøre. Det ville være nemmere med sæbe eller i opvasker.
– Kun dens bredde. Havde den været smallere havde det været en helt anden oplevelse at arbejde med.
– Nej, egentlig ikke. Rigtig fint opstillet spørgeskema.
Disse forme blev testet
Chokoladeform halvkugle, Kit Semisfera 01, Silikomart
Chokoladeform i Tritan-plast til 24 stk. chokolader med form som halvkugler. Der medfølger en silikoneform til 24 stk. små pralinéer, beregnet til indlæg/dobbeltfyld i chokoladerne.
Hver chokolade: 8,5 ml
Hver praliné: Ø 31 mm, H 16,5 mm
Chokoladeformens mål: 275 × 175 x 25 mm
Silikoneformens mål: 295 x 88 x 12 mm
Chokoladeform kvadrat, Kit Quadro 01, Silikomart
Chokoladeform i Tritan-plast til 24 stk.chokolader med form som kvadrater/firkanter. Der medfølger en silikoneform til 24 stk. små pralinéer, beregnet til indlæg/dobbeltfyld i chokoladerne.
Hver chokolade: 8,9 ml
Hver praliné: 25 x 25 x 15 mm
Chokoladeformens mål: 275 × 175 x 25 mm
Silikoneformens mål: 295 x 88 x 12 mm
Chokolade lavet med Kit Semisfera 01
Chokolade lavet med Kit Quadro 01
- Chokoladeforme af hård plast bruges ofte i professionelle sammenhænge og af konditorer.
- Hårde chokoladeforme er mere stabile end silikoneforme, så det er nemmere at banke lufthuller ud af chokolademassen.
- Når man støber skallen til sin fyldte chokolade, vender man altid formen på hovedet, så det overskydende chokolade kan løbe ud. Denne manøvre er temmelig bøvlet i en blød silikoneform.
- En hård form giver desuden en blankere, mere glat og ensartet overflade, end en silikoneform, der kan give en mat og knap så 'skinnende' overflade på chokoladen.